Symptomerne på Primær Skleroserende Cholangit.

Sygdommen giver langsomt symptomer som udviser sig i form af: Hudkløe, gulsot, mørk urin og lys afføring, hos nogen ligeledes feber og træthed.

Undersøgelser som kan afsløre diagnosen. Leverprøver som kan måle graden at billirubin (gulsot) , forhøjelse af basisk fosfatase, via en kikkertundersøgelse af lever og galdeveje og gugspytkirtel. Denne undersøgelse kan afsløre om galdegangene er blevet forsnævrede, så galden kan have svært ved at passere ud i tarmen og medvirke ved fordøjelsen af maden

Behandling af primær skleroserende cholangit Behandlingen af PSC er symptomatisk d.v.s. man kan give medicin til at fortynde galden, så den lettere kan passere galdegangen ud i tarmen. Der ud over bruger man også i dag Ursofalk. Du kan læse om Ursofalk og dens evt. bivirkninger under Primær Bilær Cirrose.

Hvad bør du passe på med Alkoholindtagelse i store mængder frarådes, da leveren allerede er irriteret og alkohol er leverskadligt.

Hvordan følger man udviklingen: Det anbefales at man jævnligt går til kontrol på sygehus eller hos speciallæge og at man jævnligt får taget blodprøver.

Da jeg fik det afvide.

Jeg var lige blevet nygift og ventede barn, min kone og jeg glædede os rigtig meget til at skulle være forældre.
Inden brylluppet havde jeg gået og følt mig sløj og træt, det var som om at jeg aldrig rigtig kunne vågne helt op, jeg havde også besvær med at spise da jeg mistede min appetit og tit følte at jeg blev dårligere af at spise.

Jeg havde på nuværende tidspunkt haft en del fravær på mit arbejde, da jeg var ude af stand til at komme op om morgen og få mig slæbt af sted, heldigvis havde jeg en god arbejdsgiver som udviste stor forståelse for min situation, han blev en god støtte i den periode jeg måtte vente på at få af vide hvad jeg fejlede.

Jeg gik til lægen for at få fortaget en del blodprøver som forhåbentlig kunne give svar på hvorfor jeg gik og var så dårlig. 2 uger efter kom jeg så til ham får at få svar, prøverne viste at jeg havde primær skleroserende cholangit og han henviste mig derfor til et behandlede sygehus på vidre udredning.

Lige da jeg fik diagnosen blev jeg meget chokket og nervøs, jeg brugte meget tid på at tænke igennem hvilken betydning det ville komme til at have for mig, min familie og vores videre fremtid.

Det kan ikke undgås, at man tænker på om ens tarm bliver så betændt og ødelagt at man skal til at gå med pose på maven resten af sit liv, tankerne var mange.

Jeg var så heldig at komme i medicinsk behandling og heldigvis virkede den på mig, så inden længe begyndte jeg så småt at fungere bedre i min hverdag, jeg vil lyve hvis jeg sagde at det var nemt og smertefrit, men det gik langsomt fremad.

Efter at have været på medicin i halvlandet år, begyndte min hverdag at ligne alle andres, jeg kunne igen arbejd på fuld tid, være sammen med min kone og barn og lave alle de aktiviteter, sammen med dem som en familie nu gør.

I dag får jeg ingen medicin og min sygdom holder sig i ro, men jeg ved godt at den til enhver tid kan bryde ud igen. Det har været en lang og sej proces at erkende at, at jeg har en kronisk sygdom som ligger latent i min krop og stadig en dag kan bryde ud og give mig problemer.

Men nu fokusere min kone og jeg, på alt det gode vi har i livet, for min sygdom har også lært os, at nyde livet i fulde drag og påskønne den tid vi har sammen og nyde vores dejlige datter.

Kilde: Autoimmune leversygdomme. Folder udgivet af Hepatitis Foreningen

Foreningen Hepatitislinien
Å  43649496
@ e-mail